Jazzet lys

Kan en glasklump beslutte, at den vil være en lampe? Tilsyneladende, hvis man spørger Bocci. Det canadiske belysningsfirma arbejder som et improviserende jazzorkester, der slipper glasset løs i eksperimenter, der mere ligner kunst end design.

Men der var en tid før Bocci, hvor Omer Arbel som de fleste designere arbejdede på basis af en ordre fra en producent. Det ændrede sig i 2005, da den dengang ukendte arkitekt og designer producerede sin første glaslampe, og den blev en kommerciel succes. Nummer 14 (Arbel navngiver sine objekter kronologisk) blev til i en proces, der er typisk for, hvordan virksomheden er fortsat med at arbejde: gennem eksperimentering med materialer. Da Arbel hældte smeltet glas i et halvkugleformet hulrum, så en lille kugle ud til at svæve inde i glasset, og han oplevede det som en "opdagelse", et ophøjet øjeblik, hvor objektet fik kvaliteter, der var lige så ekstraordinære, som de var overraskende. Med andre ord: det magiske øjeblik, hvor kunstneren indser, at han har fat i noget.

Omer Arbel besluttede sig for at starte et glasværksted sammen med sin partner Randy Bishop. Inspirationen kom fra den amerikanske studioglasbevægelse og dens glaskunstnere, der i 1960'erne byggede deres egne ovne til at blæse glas. Parret lejede en rød lade på en gård et godt stykke uden for Vancouver i Canada og etablerede deres glasvirksomhed der, ulovligt. Landbrugsjord må ikke bruges til andre formål. Da inspektørerne dukkede op, lod Arbel og Bishop, som om deres mærkelige udstyr tilhørte gården.

"På trods af den succesfulde ekspansion er eksperimenteringslysten fra undercover-dagene ikke kølnet."

I dag har Bocci forladt landet til fordel for fuldskala produktionsbaser i Vancouver og Berlin. Fælles for dem begge er, at de kombinerer et laboratorium, et showroom og et glashus. Her arbejder snesevis af glaspustere i otte timers skift, mens de uddanner kommende generationer af håndværkere til at servicere de ca. 500 showrooms, der sælger Bocci-lamper over hele verden.

På trods af den succesfulde udvidelse siger Omer Arbel, at den eksperimenterende ånd fra hans undercover-tid ikke er aftaget:

- Vi vokser ikke fra det! Vi eksperimenterer konstant, uden skala eller kontekst. Vi producerer masser af "råmateriale" på en næsten ubevidst måde, og det er først senere, at vi evaluerer, hvad vores indfald og ideer ønsker at blive til.

Efter en "opdagelse" kommer en periode med refleksion: Hvad har de gjort? Hvad ønsker objektet at blive til? Nogle viser sig at ville blive til bygninger i Arbels arkitektoniske praksis, andre bliver til skulpturer, der udstilles, mens nogle bliver i arkivet. Og nogle gange falder de over noget, der gerne vil være en lampe.

- Vi har et arkiv af idéer, som vi allerede har udviklet, og når vi finder en mulig anvendelse for en idé, tager vi den og udvikler den.

Hvis muligheden er at lave en lampe, så tager en mere konventionel designudviklingsproces over, siger Arbel, for at lave et forbrugerprodukt ud fra "opdagelsen".

"Objektet fik kvaliteter, der var lige så ekstraordinære, som de var overraskende: det magiske øjeblik, hvor kunstneren indser, at han har fat i noget."

28, et andet succesfuldt tal, er en fremragende repræsentant for Bocci. Den hule glaskugle med en rig indre verden findes i forskellige variationer: fra en enkelt kugle til en gulvlampe med kuglerne som på en stamme; et loftsarmatur med kvistlignende grene; loftskronen - eller måske trækronen - hvor glaskuglerne opbygger et volumen ved at hænge tæt sammen i farverige klynger.

Som alle Boccis objekter er 28 baseret på en måde at skabe på, i dette tilfælde ved skiftevis at varme og blæse luft ind og ud af glaskuglen i "en kontrolleret implosion", som Omer Arbel kalder den sofistikerede proces. For gennemsnittet er det måske mere præcist at sige, at en enkelt af de rumlignende kugler med de tre bobler tager 45 minutter for tre glaspustere at støbe.

Men er 28 kunst? Spørgsmålet er blevet stillet i årenes løb. I 2010 viste et berømt kunstgalleri i London interesse for 28, men trak sig ud, da de fandt ud af, at Bocci var et designfirma. Flere år senere bestilte V&A Museum i London et kæmpestort værk, og pludselig var det en lysinstallation.

I efteråret vil flere af Omer Arbels materialeeksperimenter blive udstillet. For eksempel idé nummer 75, som vandt en pris på World Architecture Festival 2019: et eksperiment, hvor beton er blevet støbt i stofforme spændt ud over en krydsfinerstruktur, hvilket har resulteret i en husstruktur med søjler som hule trompeter, der gør det muligt at plante træer på husets tag. Nummer 113 er et andet eksperiment, der involverer samtidig støbning af glas og kobber. Det svært beskridelige resultat kan siges at ligne kobbervaser, der er blevet begravet og gået i opløsning.

Formerne i Boccis verden bliver ofte beskrevet som "organiske", men det er et udtryk, som Omer Arbel ikke bryder sig om. Det er misvisende, siger han. De forsøger aldrig at efterligne former fra naturen: "Vi tager udgangspunkt i materialernes kemiske, fysiske og mekaniske forhold, når vi arbejder, og vi gør det i en laboratorieproces, der er den mest kunstige, du kan forestille dig. De former, der kommer ud af det, har en tendens til at virke naturlige, men det er ikke, fordi vi forsøger at gøre dem sådan. Det er, fordi vi lader materialerne lære, hvilke former de ønsker at tage.

Produkter i posten